Om kvote.dk

Kvote.dk blev købt i 2003, da jeg og en kammerat delte lejlighed i Vanløse. Formålet med den, var vist ikke rigtigt tydeligt for nogen, heller ikke mig selv. Så den har indeholdt alt lige fra fisketurshistorier og anmeldelser af vin, til en hjemmeside for vores totalt ucheckede og amatøragtige Counter Strike klan.

Sidenhen har jeg leget med HTML, CSS og ASP, og siddet i mange sene nattetimer, med en stribe kolde øl, og lavet nye ting. De var totalt ubrugelige for andre, men i et øjebliks “klarsyn”, virkede det formentligt som det næste nye.

I en lang periode brugte jeg den til jobsøgning, og derefter i en mere privat retning hvor jeg lavede fotoalbum, og skrev små historier fra hverdagen på bloggen. Fra tid til anden faldt der også andre historier, eller lignende, ud af ærmerne som, som regel, blev modtaget godt.


Vi (fruen og jeg) gik en overgang meget op i madopskrifter, og postede en hel del del af dem på siden. Så hvis du undrer dig over at bloggen også indeholder den slags, så er det altså ikke fordi jeg er madskribent, vi brugte det bare lidt som en huskeseddel til gode opskrifter.

Så kom WordPress, og nu er det så blevet en hobbyting for mig at skrive, og det er om alt der vælter igennem hovedet – nå ja, næsten alt. Ind imellem får man skrevet noget som mange synes er sjovt / godt / genialt, andre gange fiser det bare lige igennem.

Så læs med på bloggen og se om ikke der skulle være et indlæg eller to, som falder i din smag..

God fornøjelse!

Frank