Med hjertet på rette sted

I den forløbne uge var vi til konsultation med Rasmus på skolen. Den slags er jo altid spændende, for hvordan mon ens børn egentlig opfører sig når de er afsted, og hvordan mon de fungerer sammen med andre mennesker; når man ikke selv er til stede vel at mærke. Vi er kun nået til 1. klasse, så det er stadig “early days” for vores vedkommende.

“Du er dygtig Rasmus, du er rigtig dygtig..”; dansklæreren lagde for, og det skortede ikke på roserne. Det var faktisk lige før Rasmus ikke kunne være i sin egen krop. Det hjalp ikke på hans ud-af-kroppen-oplevelse, at matematiklæreren fulgte op med en lignende ordstrøm, og tilføjede: “Rasmus er rigtig god til at hjælpe sin sidemand med opgaverne, når han selv er blevet færdig… han er rigtig god til at forklare hvordan opgaverne skal løses… det er næsten overpædagogisk”. Da han så sluttede af med at sige “I har virkelig en fantastisk dreng”, tror jeg det var lige før den sidste pakning røg.

Rasmus

Vi har på intet tidspunkt været urolige for om han fagligt var hvor han skulle være; det er selvfølgelig altid dejligt at blive bekræftet i det, men det vi var mest spændt på at høre om, var hvordan det gik socialt og på alle andre punkter. Hidtil havde det kun været positivt, så indvendigt boblede glæden stille og roligt for mit vedkommende.

Jeg håber jo at Rasmus og Alberte bliver i stand til at forstå og rumme andre mennesker, uden at lade sig tromle. Arbejdsmæssigt gør jeg selv stor brug af mine sociale kompetencer; det er alfa og omega for at lykkes, at man kan kommunikere med mange forskellige personligheder. Men hvordan overfører man lige den slags til sine børn…
Da Rasmus’ yndlingsvoksen fra SFO’en, som også deltog i konsultationen, så kom med følgende “statement”, hoppede der små glade vingummibamser rundt inde i mig. Eller – ja næsten da..

“Rasmus, du er en rigtig god dreng. Du gør aldrig noget ondt ved nogen, og alle kan rigtig godt li’ dig.”

En lidt eftertænksom mine hos afsenderen… og så kom det som jeg har lagret i “kartoteket med gode minder”.

“Du har hjertet på rette sted, og det skal du bare blive ved med.”

Noget er lykkedes..

Nu læser han Drageherren, og den er vist slet ikke så ringe endda.

God søndag!

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *