Når forståelsen slipper op

Uanset hvilket arbejde du har, har du sikkert prøvet det i en eller anden sammenhæng. Faktisk behøver det ikke engang at være på arbejdet, du har oplevet det, det kan ligeså vel være i fritiden. Lad mig lige vende tilbage til hvad det er jeg snakker om her.

Jeg skal til København hver eneste morgen på arbejde, og hjem igen om eftermiddagen. Det betyder at jeg er med S-toget, med alle de lyksaligheder det indebærer. Det lyder temmelig ironisk, men faktisk er jeg rigtig glad for S-toget, og synes i det store hele at det kører som det skal. Hvis andre ikke deler samme opfattelse, kan det dels skyldes at min opfattelse er helt skæv, eller at mit perspektiv er lidt anderledes.

Men efter at have leget perronleg på Valby station, da S-togene havde problemer sidste gang, fik jeg lyst til at skrive lidt om den adfærd der kendetegner os danskere når vi bliver trykket lidt på den stressede mave.

For når vi har travlt og skal nå på arbejde, hjem, til fest, til tandlæge, frisør, hente unger, eller noget helt syvende, skal der ikke meget til. Til før hvad? Før vores forståelse for andres situation, slipper fuldstændigt og helt aldeles op. For hvorfor fanden kører toget ikke bare? Hvorfor SKAL de vente på det rådne signal? Han kan sgu da bare køre den idiot oppe forrest i toget… Stå til højre, gå til venstre i rådne pendlere – så fat det dog.

Eller den tomhjerne der sidder i kassen i Bilka, og bare ikke evner at få scannet den skide BH, så hende den møgkælling oppe foran kan få styr på sine klamme.. Stop lige engang.. For det er lige præcis dér forståelsen er sluppet op… For længst, og overskredet sidste salgsdato.

Ovenstående sker hver eneste gang køen til kassen er længere end 3 mennesker, eller toget er mere end 1½ minut forsinket; jeg kunne skrive tykke bøger med grimme citater fra handlende og togpassagerer. I 9 ud af 10 tilfælde er der en rigtig god grund til de her ting sker, uanset om det er køen til kassen eller forsinkede tog. Vi gider bare ikke høre lange forklaringer; og så bliver det lidt svært med den der forståelse..

I min verden, er der ingen, der om morgenen har besluttet sig for at tage på job, for at gøre et dårligt stykke arbejde.. Hverken i Bilka eller Netto, hos DSB og Movia, eller nogen af alle de andre som vi ynder at skælde ud på. Har du selv gjort det nogensinde?

Undtagelsesvis støder man på nogen, hvor de ganske givet har en virkelig dårlig dag, eller bare hader hele verden i en periode; men det er der sikkert også en grund til. Så kan man vælge at lade undtagelsen styre vores opfattelse, eller trække på skuldrene og sige ”pyt”. Det er der en sej(af mange forskellige årsager) kvinde der har sagt længe før mig, men referencen faldt mig lige ind nu jeg sad og skrev (http://michellehviid.dk/2012/07/sig-efter-mig-pyt/).

Men tilbage til det med forståelse for andres situation. For det som du formentligt har oplevet på dit eget arbejde, uanset om du sidder på kontor, arbejder på et værksted, i en bager eller hvor som helst, er at blive mødt med samme attitude jeg lige har beskrevet ovenfor.

For hvorfor er DU stadig ikke færdig med den opgave? Du kan sgu da bare lave den færdig din idiot.. Hvad venter du på? Få nu bare lavet det færdigt.. Hvor svært kan det være? Skal jeg virkelig komme og hjælpe dig? Du skal da bare gøre det rigtigt. JEG har en meget bedre idé til hvordan DU kan løse DINE opgaver meget hurtigere; jeg har jo trods alt stået her i 5 minutter… Og jeg gider faktisk ikke høre dine forklaringer..

Når du har rigtig travlt på arbejdet gør du det måske endda selv, når nogen skal levere noget til dig. Du venter jo kun på dem, og de kan da umuligt have andet at lave end at levere det som du skal bruge. Og hvor svært kan DET lige være.

Så husk det nu ude i juletravlheden.. Alting har sin årsag, og det hele skal nok gå alligevel..

Glædelig jul..

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *