Jørgen – en flue uden pære

Jørgen var summende glad, som kun fluer kan være summende summeglade. Hvis ikke der var et lille stykke mad under spisebordet, ellet en klat syltetøj, honning eller smør på dugen, så var der altid en ledig blomst at sætte sig på og stikke snablen i.

Når familiens hektiske morgen var overstået, var der altid rester fra morgenmaden på bordet. Der var 2 voksne og 2 børn.
Pigen og drengen krummede på borde, stole og på gulvet når de spiste brød til morgenmad. Fik de havregryn og cornflakes, uanset om det var med mælk eller yoghurt, lå der altid en ring af mælk under tallerkenen, eller klatter af yoghurt rundt om den. Tit havde de ikke engang nået at sætte deres tallerkner i opvaskemaskinen, så var det et rent slaraffenland for Jørgen.

Mælk og sukker var bedst – hvis der lå yoghurt, kom Jørgen altid til at træde i det. Når han så prøvede at ryste det af den ene fod, var der altid én af de andre fødder han ikke havde styr på, og snart havde han yoghurt i hele hovedet og på samtlige fødder. Hvis man aldrig har prøvet at være flue, ved man selvfølgelig ikke hvor svært det er at fjerne yoghurt fra fødderne. Men prøv engang at danse stepdans i en balje med yoghurt og vask det så af bagefter – med tungen. Det er slet ikke så nemt vel?

Men Jørgen sad tit på lampen over spisebordet, og nød når pigen dryssede sukker på sine havregryn. Skeens tur fra sukkerskålen og hen til tallerkenen, efterlod som regel et lækkert sukkerdrys på bordet hele vejen.
Så snart familien var væk fra bordet, summede Jørgen ned og begyndte at guffe i sig. Når han sad der og guffede i sig, skulle han bare huske at være opmærksom på, at der ikke pludselig kom én med en fluesmækker, eller den elektriske ketcher – uha. Det var lige før Jørgen tabte vingerne når han tænkte på den. Heldigvis havde han 8.000 øjne, så der var nok til at holde øje med omgivelserne.

Jo – Jørgen havde det godt, og han vidste udemærket, at det eneste man ikke måtte gøre i huset var, at gå i panik og flyve ind i vinduerne. Mange familiemedlemmer, af hans familie altså, var gået til i varmen i vindueskarmen. Den djævelske vindueskarm.

Havde man først fået lidt for meget sukker, kunne det være svært at styre vinger, ben og alle de mange øjne på én gang. Skete dét først, var man prisgivet. Jørgens lillebror, Lille Jørgen, havde for blot en uge siden stillet træskoene i vindueskarmen. Altså ikke sådan nogle rigtige træsko. Men han var fløjet hen i vinduet sammen med en af sine tåbelige venner, som havde bildt ham ind, at når man kunne se igennem noget, måtte man også kunne flyve igennem det.
Så de havde brugt hele dagen på at summe op og ned med ryggen mod vinduet, og til sidst var de simpelthen tørret helt ind i solen. Den næste dag, var de begge blevet suget ind i støvsugeren. Men som hans mor altid havde sagt, “de som ingen pære har, de ævler”.

Jørgen kedede sig lidt, han havde brugt det meste af morgenen på at slikke yoghurt af fødderne, og sad nu på en stoleryg og kiggede ud over stuen. Ovre i hjørnet lå katten på sit bløde varme tæppe, ovenpå skamlen, og nød solen der skinnede ind gennem vinduet. Måske var det tid til lidt sjov – Jørgen elskede at lege med katten, selvom han godt vidste det kunne være farligt. Men de sjoveste ting var som regel også de farligste; gynge i spindelvævet, spise sukker af børnenes fingre, lave fodspor i smøret, slikke på bøfferne på gasgrillen og ja altså også at lege med katten.

Han pudsede fødderne og vingerne så han var helt klar – så lettede han. På vej over mod katten kunne han ikke lade være med at grine, med tanke på hans plan. Sidste gang var det lykkedes ham at drive den så meget til vanvid, at den til sidst var faldet ned af skamlen. Når han tænkte tilbage på det, begyndte han at grine endnu mere. Han prøvede at holde sig for munden mens han fløj, men til sidst skraldgrinede han så meget, at han var nødt til at flyve op under loftet, cirkle lidt rundt, og sætte sig for at grine af, inden han kunne fortsætte.

Mens han sad der på loftet, kunne han se lige ned på katten. Den lå på siden, så dens ene øre strittede lige op i luften – det var perfekt. Han slap med fødderne og dykkede ned mod hjørnet. Luften susede omkring hans vinger og kildede om fødderne, mens hans mange tusind øjne holdt øje med alle kattens bevægelser.
Lige inden han nåede ned til den, bredte han vingerne længere ud og bremsede. Langsomt summede han ned og satte sig på ørespidsen.

Lige idet han satte fødderne på øret, viftede katten med det. Han lettede hurtigt igen og landede på dens ryg. Når han rendte frem og tilbage i den dejlige lune kattepels, vidste han at det gav katten kuldegys. Ganske rigtigt, den rystede på kroppen og dens pels rejste sig lidt. Han lettede igen og landede istedet på de små bløde trædepuder under poterne. Der kom et søvnigt “Miaauv” fra den, mens den trillede om på ryggen. Perfekt!

Nu kunne han lande lige på maven – det gjorde han. Det kildede endnu mere, og den trillede tilbage på siden. Han cirklede lidt rundt over den mens han piftede efter den og rakte tunge – så landede han på snuden istedet. Nu vågnede den langsomt. Dens ene pote ville vifte ham væk fra snuden, men han var allerede lettet. Katte var så sløve og dovne. Ikke ligesom ham, hurtig, smart og kvik. “Du kan ikke fange mig”, sang han højt ned mod katten, og rundede af med en kæmpe bøvs. Puuha, den bøvs smagte lidt af gammel jordbær-yoghurt og fødder.

Han cirklede lidt rundt igen, og landede så lige oven på kattens hoved. Der blev han og steppede lidt rundt. Han dansede en tango, en rumba og to gange polka for at slutte ordentligt af. Så kom poten farende – men han havde set den for længst og dukkede sig bare. Så dansede han en slow-fox og en vals på 2 ben, mens han lavede pruttelyde med de andre 4.

Nu var katten godt træt af det drilleri, og viftede vildt med poterne for at få ramt på ham. Den lå på ryggen og slog ud efter ham hver gang han nærmede sig.
“Duuu er for laaaangsom”, sang han bare til den, vendte ryggen til og klaskede sig på numsen, mens han lavede flere pruttelyde. Langsomt lokkede han den tættere og tættere på kanten af skamlen. Til sidst lå den med det meste af kroppen ud over kanten, og nu skulle han bare have den til at slå ud efter ham én gang mere, så ville den dratte ned.

Men ligesom han lagde an til det sidste angreb, åbnede hoveddøren og sendte en lun brise hurtigt igennem huset, der slog ham helt ud af kurs. Næsten inden han vidste hvad der var sket, sad han fast mellem kattens to potter og var på vej ind i dens mund. Hans vinger og fødder blev klistret helt til af kattesavl og den skulle lige til at gnaske ham, da der lød høje børnestemmer fra gangen. “Heeeeej Einer” – “kss kss kssss”.

Katten spyttede ham ud, kiggede træt på hans slatne slimede krop, sprang ned på gulvet og løb ud i gangen.

Jørgen gispede efter vejret, mens han slæbte sig over i vindueskarmen for at tørre i solen. Einer – hed den kat virkelig Einer, han smilte ved sig selv og fik langsomt humøret tilbage. Han rystede på vingerne og mærkede hvordan varmen hjalp. Mens han tørrede, kravlede han op af væggen og satte sig til sidst på loftet, indtil han igen kunne bruge vingerne. Han kom i tanke om sin mors ord: “De som ingen pære har, de ævler”.

Imorgen ville han spise pære og banan yoghurt istedet – og SÅ skulle den kat få betalt.

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *