Regnormen Keld

Keld var en regnorm der havde det hele; en god hule, masser af blade at guffe i sig, og en kompostbunke lige om hjørnet. Når han kiggede op af jorden i regnvejret, var der grønt hele vejen rundt omkring ham, og når han kravlede ned under jorden igen, var der fyldt med mad. Nej, han manglede ikke noget, og gik som regel altid glad i seng.

Men haven rummede også 2 fuglehuse, 1 foderbræt og 2 fuglebade, og stod det til ham, kunne alle de fugle godt skrubbe af. Han vidste jo egentlig godt, at fuglene sjældent gad jage ham når det regnede, men derfor var han alligevel ret bekymret, når han en gang imellem vovede sig op.

Når det regnede og alting var vådt, var det skønt at sno sig imellem græsstråene, og nappe af de nedfaldne hyldeblade. De små græsstrå kildede på maven, og de store stod som bløde bander, når han ræsede igennem haven. Men det var hele tiden med ét øje mod himlen, og det blev man altså forfærdelig skeløjet af.

Én regnvejrsdag han var drønet igennem haven, havde han for sent opdaget det rådne æble der lå under gyngestativet, og han var hamret lige igennem det. Det havde set kønt ud; hans hoved med munden fuld af råddent æble stak ud i den ene side, og hans numse stak ud af den anden ende. Hver gang han prøvede at trække sig igennem, slog han en lille prut. Lige meget hvor meget han klemte sammen mens han trak sig igennem æblet, fes og bøvsede han af alt det æble han havde slugt i farten. Han var blevet frygteligt til grin overfor den samling snegle der havde parkeret deres huse rundt om æblet. Nogle af dem havde grinet så meget, at de væltede med hus og det hele.

Gudskelov var der ingen fugle der havde sneget sig ud i regnen dén dag, men han havde været meget bekymret indtil han fik trukket den sidste del af halen ned i jorden.

Hans onkel Sigvard havde nemlig fortalt ham mange historier, om hvilke farer der lurede i haven. Pindsvin, legesyge katte og børn, skovlen og spaden, og meget andet; men det værste var nu engang fuglene. Derfor holdt han sig mest under jorden, og lod overfladen være overfladen, uanset hvor meget det så regnede.

Denne morgen havde han gravet sig tværs igennem køkkenhaven, og nappet lidt af kartoflerne på vejen. Nye friske kartofler, Kun smagen af hyldeblade kunne overgå det. Han var blevet godt mæt af kartoflerne, og lå nu sammenrullet i sin lille hule, hvor han fik sig en formiddagslur og drømte sødt om hyldeblade.

Pludselig blev han vækket, da jorden omkring ham blev fugtig, og det lød som om en hel flok heste travede hen over hans hoved. Det blev ved og ved, og han kunne ikke lade være med at blive nysgerrig. Det var helt sikkert en dejlig sommerbyge, det gjorde græsset så tilpas drivvådt, at det ville være helt perfekt til en racertur igennem haven. Hvis bare han dog turde.

Indgangen til hans hule var lige under hyldebusken, og han kunne dufte de skønne blade, der blev vasket friske og lækre. Der ville helt sikker være nogen af dem, som faldt ned til ham i den kraftige regn. Han begyndte at kravle opad og nærmede sig langsomt hullet. Udsigten til busken over ham, var næsten for godt til at være sandt. Ingen fugle i sigte, og et blad var lige ved at løsne sig. Han snusede den regntunge luft ind, og i det samme slap bladet den lille kvist det sad på. Langsomt dalede det ned imod ham.

Hans tænder løb i vand, og han kunne høre bladet strejfe toppen af græsstråene og sætte sig fast imellem dem. Det kunne ikke være mange ormelængder væk. Nej den chance skulle ikke forspildes. Keld trak sig det sidste stykke op af hullet, kiggede hurtigt til alle sider, og susede så igennem græsset.

Regndråberne fløj om ørerne på ham, mens han fløj afsted som en raket, med det lækre blad i sigte. Han kunne næsten smage det, jo nærmere han kom. Da han var lige under det, kunne han se at det sad fast på nogle høje græsstrå. Han måtte strække sig alt hvad han kunne for at nå, men så endelig fik han fat og tog den første bid.

Det smagte himmelsk og han lukkede øjnene for at nyde det.

Men det skulle han aldrig have gjort. En solsort, der var en rigtig vandhund, sad i fuglebadet og pjaskede løs i regnen. Den havde frit udsyn til Keld, som var en rigtig lækkerbisken for en sulten solsort. Keld gumlede løs på sit lækre blad, og bemærkede først for sent, at solsorten var hoppet ned og nu stod lige ved siden af ham, med sit kæmpestore gule næb.

Da Keld slugte sin sidste bid, åbnede han øjnene og stirrede lige ind i det åbne næb på den gigantiske solsort. Keld skreg op, blev helt slap, mistede bevidstheden og faldt så fladt sammen under hyldebladet, uden at opdage det store rovdyr der kom springende lige imod solsorten. Katten trådte Keld lige på halen, så han straks kom til bevidsthed igen, lige tids nok til at se katten slå ud efter fuglen med sine kløer.

Han greb bladet i munden og ormede sig, med dunkende hale, så hurtigt han kunne gennem det våde græs hen mod sit hul. I baggrunden var solsorten sluppet væk. Den sad nu oppe i hyldebusken og skældte ud på katten, for at alarmere alle sine venner. Hurtig som en ørentvist slap Keld bladet lige ved indgangen, kastede sig ned igennem sin tunnel, og stoppede ikke før han var helt nede i sin hule.

Her pustede han ud, mens han gumlede færdig på de sidste rester af bladet, som han trods alt havde fået med sig ned i hulen. Reddet af en kat, der kunne man bare se. Men det var da bedre end at blive grinet af. Jo – det her var helt sikkert en historie han ville fortælle onkel Sigvard næste gang han så ham!

 

Se mine andre historier for børn her.

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *