Karoline en anderledes bænkebider

KarolineKaroline var en bænkebider, en lidt anderledes bænkebider, men dog alligevel en bænkebider som bænkebidere er flest, lille og grå med korte ben. Hvis hun blev forskrækket, rullede hun sig helt sammen til en kugle og lukkede øjnene – men det skete heldigvis sjældent, for Karoline passede sig selv, og gjorde aldrig en flue fortræd.

Karoline var lidt anderledes end andre bænkebidere, fordi hun på trods af sine korte ben, elskede at gå tur. Hendes mor og far og søskende, lå altid og snorksov under en potteplante, en sten, en krukke eller et andet mørkt og fugtigt sted. Det gad Karoline ikke; det var spild af tid sådan at ligge der og snue hele dagen, sammen med tusindben, regnorme og en enkelt gang imellem også en doven slimet snegl. Hun vidste ikke noget værre end at vågne, og opdage at hun havde ligget lidt for tæt på en af sneglene.

En enkelt gang hun var vågnet sådan, var 2 af hendes højreben klistret sammen med ét af hendes venstreben. Hun havde brugt hele formiddagen, på at rende frem og tilbage langs med sandkassen, for at slide alt slimet af. Om aftenen havde hun siddet med sine fødder i fodbad på skift; det havde taget flere timer.

sandkasse

Men Karoline elskede at gå ture; hun gik tit langs med hækken i den dejlige skygge, rundt om det gamle krogede æbletræ, forbi de tårnhøje lupiner der næsten nåede op til skyerne, og under de flotte kløverblomster hvor brumbasserne huserede.

lupin

Hun kunne sidde i timevis under kløverblomsterne og grine højt. Hver gang en af de store brumbasser kom drønende ned og landede på en blomst, fik den høje lyd det til at kilde så meget i hendes små følehorn, at det næsten føltes som om de var ved at falde af. Det gjorde de nu aldrig, heldigvis da.

kløver

Det var en dejlig have, og hun havde snart set alle hjørner af den. Hun havde dog endnu til gode at se terrassen, men vidste godt hun ikke måtte. Hendes far havde forbudt hende at gå derop; det var nemlig der menneskene var mest, og det var bestemt ikke et sted for en lille bænkebider som hende.
Men ud over at være glad for at gå ture, hørte Karoline heller aldrig efter hvad hendes forældre sagde, og derfor var hun på denne smukke solskinsdag, på vej mod terrassen. Ingen skulle fortælle hende, at hun ikke måtte gå hen hvor hun ville; hun kunne ihvertfald sagtens klare sig selv.

græstot

Hun var allerede nået et langt stykke fra kanten af sandkassen, og nu passerede hun den sidste græstot inden fliserne på terrassen mødte hende. De var dejligt lune. Hun vidste godt at det var farligt at være for længe i solen, så ville hun blive helt tør. Hvis det skete, var det ikke længere nok at rulle sig sammen.

Terrassen var fyldt med flotte farver; grønne, lilla, lyserøde, orange; og igennem den åbne dør til menneskenes hus, lød den dejligste musik. Hvad i alverden kunne være så slemt ved at være her? Det måtte hun fortælle hele sine familie når hun kom tilbage, så kunne de også komme op og se dette dejlige sted.

farver

Hun gik længere ind på terrassen, og bemærkede slet ikke det sæt øjne der havde rettet blikket lige mod hende.
En gråspurv sad på en gren i havens største træ, og kiggede ned mod huset og Karoline. Pludselig kastede den sig ud i luften, foldede vingerne ud, og susede ned mod terrassen.

Imens fandt Karoline en fugtig plet på en af fliserne, den smagte sødt af sukker – det her sted blev bare bedre og bedre. Men så pludselig så hun, ud af øjenkrogen, en skygge komme farende, og i det samme gik det op for hende hvorfor det her sted var farligt for små bænkebidere; der var ingen steder at gemme sig – ingen overhovedet. Hun gjorde det eneste en bænkebider kan gøre i sådan en situation; hun rullede sig sammen til en lille kugle og lukkede øjnene.

Ligesom hun hørte suset fra fuglens vinger komme nærmere, kom der nogle højere lyde; tramp der fik det til at hoppe og danse i flisen under hende. Fuglen var væk igen, men hun turde ikke åbne øjnene endnu, af frygt for hvad det dog kunne være der havde lavet de høje tramp.

Så lød der pludselig stemmer; høje lyse børnestemmer, der godt nok fik det til at kilde i hendes følehorn, men lige nu var det det sidste hun tænkte på.

“Se Alberte, en bænkebider”

“Nåårh, den er søøød”

“Jeg henter lige mit glas, så vi kan se på den”

IMG_3478

Børn og glas – hvad var nu det for noget? Rystende af skræk lå Karoline og ventede på hvad der dog skulle ske. Hun kunne ikke bevæge så meget som et eneste af hendes ben.

En dyb stemme rungede i baggrunden, “Vær nu forsigtig ved den, den kan ikke holde til at blive mast”.

Hurra, et fornuftigt menneske, så var de måske slet ikke så slemme. Men så skete det; hun blev samlet op af to fingre og det føltes som om hun ville blive most til mayonaise. Hun rullede sig tættere sammen, og mærkede pludselig suset da hun blev sluppet. Hun skulle altså ikke moses. I stedet lød der et højt “klonk”, da hendes skjold ramte bunden af glasset. Det føltes som om hendes hoved snurrede rundt, mens det fløj om ørerne på hende med afrevne græsstrå, og så blev der pludselig lagt et gennemsigtigt tag på.

Glasset blev stillet på en flise midt i solen, og med ét var det bagende varmt i glasset. Det her ville hun ikke klare længe. Fornuftige mennesker eller ej, de vidste tydeligvis ikke noget om bænkebidere. Hun skyndte sig at folde sig ud og rendte panisk rundt langs med kanten i glasset; ingen vej ud! Hun kiggede op og blev så forskrækket at hun slog en lille prut.

øjne

Oppe i det gennemsigtige tag, var 4 kæmpestore øjne, der stirrede ned på hende. Sveden løb ned over hendes pande, mens hun stirrede vantro op på dem der stirrede tilbage, og der lugtede forfærdeligt af prut.

Så lød de lyse børnestemmer igen, så højt så det rungede i hele glasset.

“Flyt dig Rasmus, jeg vil også se”

“Jamen det var mig der fandt den – faaar Alberte driller”

“Nej jeg gør ej, så er du dum”

Som sendt fra himlen, brød den dybe stemme igennem igen.

“Hvis I ikke kan finde ud af at enes, må I lukke den ud igen”

Karoline øjnede en mulighed, og råbte af hendes lungers fulde kraft – “Det kan de ikke, de kan ikke enes – luk mig ud, luk mig ud, jeg skal aldrig komme op på terrassen igen”. Hun fortrød hele turen, og at hun ikke havde hørt efter hvad hendes far havde sagt.

“Ok så – så lukker vi den ud igen”

Karoline holdt vejret, mens glasset blev løftet og båret ud i det grønne. Hun kunne ikke stå fast på den glatte bund, og gled rundt sammen med græsstrå, og noget der lignede benene fra en mariehøne. Så blev låget taget af glasset, og luften strømmede ind – i det samme blev verden vendt på hovedet og hun tumlede ned igennem bladene fra lupinerne og landede i det dejlige kølige bed, ved siden af sandkassen.

Karoline rystede på hovedet, og trak et græsstrå ud af øret, mens hun fandt ud af hvilken retning hun skulle gå i. “Pyha, det var tæt på – ALT for tæt på”, sagde hun til sig selv, og trippede hurtigt hjemad.IMG_3472

Tilbage hos sin familie, sad Karoline med fortrydelse i stemmen, og fortalte sin far, om turen til terrassen, farverne, fuglen, menneskene, at hun nu forstod hvorfor det var farligt, og at hun altid ville høre efter hvad han sagde. Hendes far kiggede opgivende på hende, rystede på hovedet og sagde bare.
“Ja ja min pige, det lyder som om du har fået en lærestreg – så gør du nok ikke noget så farligt igen – vel?”

Karoline rystede på hovedet, det gjorde hun helt sikkert ikke – ihvertfald ikke før næste gang…

Karoline

 

Se mine andre historier for børn her.

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *