Buller den lille tordensky

Det var en dejlig sommerdag, Buller havde svævet lidt rundt på må og få, og kigget ned på strandene, hvor alle de glade børn og voksne solede sig. I mange dage havde varmen fra jorden lunet hans hvide mave, og det havde været skønt.

Den blide sommervind kildede så dejligt, når den blæste ham afsted. Men hver gang han blæste ind over en ny strand eller have, kiggede folk bare op på ham og så sure ud. Buller forstod aldrig rigtig hvorfor. Han elskede jo også solen ligesom dem.

Når han gled ind over en gul kornmark, kunne han mærke varmen fra den stige op mod hans mave, mens solen varmede ham i ryggen. De grønne skove og rapsmarkerne sendte fantastiske dufte op til ham, mens byerne lugtede lidt fælt engang imellem.

Idag drev han dog lidt op og ned langs med kysten. Den kølige havluft og den dejlige varme sol, fik ham til at snurre rundt og ændre form. Alt det dejlige salte havvand fordampede i sommersolen og fløj hele vejen op til ham. Han sugede det ind, til han blev helt mørkeblå – det var meget bedre end søvand.

Imens kiggede han ned på børnene der plaskede i vandkanten, og de voksne der fór rundt som små myrer, efter bolde, frisbees og oppustelige badedyr. Det var hans yndlingsbeskæftigelse. Men de kiggede alle sammen surt op på ham på skift. Det var ikke så rart, og Buller havde mest lyst til bare at drive ud over havet. Desværre bestemte han ikke selv hvor han fløj hen.

Derfor kunne Buller heller ikke forstå hvorfor alle var så sure på ham – det var jo ikke hans skyld at han hang der. Folk vrissede af ham og sagde grimme ord; nogle truede endda af ham med knyttede næver.
“Se den dumme sky, bare den ville forsvinde”, lød det under ham.
Måske var de sure fordi de ikke selv kunne flyve, eller fordi de ikke kunne mærke de dejlige lune luftstrømme.

Imens han hang der og filosoferede over tingenes tilstand, brølede en kæmpe flyvemaskine pludselig tæt forbi ham, og han blev så forskrækket at han kom til at dryppe lidt – uha, måske havde han fået lidt for meget havvand. Hyl og hvin fra børn og voksne der mærkede hans kolde dråber, lød fra stranden under ham. Imens løb alle rundt og pakkede deres ting sammen, for derefter at forsvinde op mod deres biler.

“Undskyld, undskyld”, råbte han, “I må ikke gå, jeg stopper nu”. Men hans buldren fik bare dem alle sammen til at løbe endnu hurtigere. De kunne sikkert ikke høre ham rigtigt.

Han trak vejret dybt ind for at kalde på dem, men i det samme hvirvlede sandet fra stranden op og sneg sig ind i hans næse. Så istedet for at kunne råbe højere ned til menneskene på stranden, nøs han. Høje lange nys; hver gang han trak vejret ind buldrede det, og hans nys sendte lyn hen over himlen. “Atjuu, brroouum, atjuuuu, brooouum” lød det. Samtidig kunne han heller ikke holde på sit vand, så hvert nys og bulder, fik ham til at sende alle sine dråber ned over stranden.

Til sidst havde han ikke mere vand i sig, og han var igen blevet helt hvid og lille. Men Buller var ked af det, der var jo ingen at kigge på, og hvis der var, ville de sikkert bare være sure. Men pludselig hørte han glade stemmer under sig.
“Jubii, se en fin lille hvid sky der er på himlen nu” – “ja det var dejligt, og nu kommer solen også tilbage”. Ligeså hurtigt som stranden var blevet tømt for mennesker, myldrede de nu tilbage.

Buller forstod ikke rigtigt hvad de mente med at solen kom tilbage, den havde jo hele tiden lunet ham på ryggen. Det var nu også ligemeget, så længe menneskene, især børnene, kom tilbage, så var han glad.
Imens de alle sammen vendte tilbage solede han sig, både i ordene fra menneskene og – ja – solen.

 

Se mine andre historier for børn her.

About

Født den 23. november 1980 Bor I Taastrup Gift med Maria Har 2 børn, Rasmus og Alberte Arbejder hos VP Securities A/S

View all posts by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *